..:: www.lydhoer.dk ::..

Anmeldelse, læst 1328 gange

Skrevet af paw d. 16/12-08 11:38

Musikken Icarus leverer på albummet ’Sylt’ kan siges at være en blanding af knitrende ’lytte electronica’ og free-jazz. To genrer som jeg synes ret godt om. Jeg elsker måden electronicaen formår at skabe rum og stemninger, mens free-jazzen ofte helt modsat kan skabe en fornemmelse af at fjerne alt rum med en vild og umelodisk fræsen, der har en enorm energi og (ville nogen mene) en nærmest spirituel stræben (John Coltrane så fx hans stadig mere løsslupne og umelodiøse udtryk, som en måde at nærme sig noget spirituelt gennem musikken). Her er dog er ikke tale om free-jazz, som hos jazz pioneerne John Coltrane eller Ornette Coleman, men nærmere en slags electronica, der er næsten helt uden faste strukturer, og som dyrker det mere lavmælte udtryk hos ’knitre-tronicaen’. Musikken bliver drevet frem klikkende, skurende, knirkende og krassende lyde i konstant fremdrift, men den fornemmelse af rum, som genren ofte skaber, er i flere numre helt væk.

Problemet for mig med dette album er, at jeg følelsesmæssigt ikke rigtigt påvirkes af musikken, det er ikke rigtigt smukt eller grimt, men rumler bare derudaf. Selvom jeg indrømmer at kede mig over det løst skramlende univers, er det dog ikke fordi, at det er egentligt uinteressant i sin udfordring af electronicaens rammer. Musikken ville sikkert gøre sig godt som underlægning til en form for kunstudstilling (dette skulle ikke opfattes sarkastisk), men er altså på plade, efter min mening, på samme tid fascinerende, udfordrende og en smule kedeligt.

Centralt på pladen står de langstrakte numrene Inf(e)rænce del et og to, som hver varer over 15 minutter. Albummets sidste nummer ’Volks!’ er efter min mening det bedste; her er noget lyder som livetrommer spillet henover stemningsgivende klange, der lyder som om de bliver spillet baglæns. Nummeret slutter med at storby-bilstøj bliver mixet ind i musikken, og der gives her måske en nøgle til forståelse af musikken. Icarus kan ses som et musikalsk billede på storbyens rumlende, dissonante altid foranderlige univers. Det nærmeste jeg kan komme på en sammenligning til Icarus musik er Autechre, der til trods for deres nogen gange infernalske trommebombardement, alligevel fremstår meget strukturerede i forhold til Icarus musik, der heller ikke besidder Autechre hårde kanter og melodiske forløb.

PS: Det kan anbefales at lytte til pladen i hovedtelefoner, der fremhæver hvordan lydene ofte glider mellem højtalerne.

Paw Skjoldan