..:: www.lydhoer.dk ::..

Anmeldelse, læst 1480 gange

Skrevet af enur d. 13/1-09 17:21

Dubstep har imod alle odds manifesteret sig som en tidens mest eksperimenterende og udfordrende genrer. Med den karakteristiske dundrende bas og de stærkt synkoperede beats, der emmer af lavteknologi og legesyge, har dubstep overraskende nok vist sig langtidsholdbar på grund af det mangfoldige udtryk som de sidste par års udgivelser har budt på.

Genrekassen ”dubstep” kan synes ligeså tåbelig som trip-hop gjorde det i halvfemserne; en rodekasse til alt udefineret ny lyd. Til forskel fra den afdøde trip-hop har dubstep den fordel at genrens DIY-kultur og nemme tilgang har gjort ethvert teenageværelse til et potentielt studie, hvilket naturligt nok inviterer til den opfindsomhed og variation, der har gjort at dubstep konstant er i bevægelse.

Alligevel har genren en række karakteristika og sammenligningen med trip-hop er langt fra fjerntliggende, idet dubstep også er ekstremt filmisk, og taler direkte til hjertet og krop på én gang; elsk og elsk inden det er for sent. Især bannerførere som Burial, Pinch og Vex’d fremkalder en fatal dommedagsvision, der ikke er ulig hvad man kender fra fx Blade Runner: Forvitrede storbyer huser de sidste forliste mennesker af den uddøende race. Dette psykologisk potente dommedagsunivers har allerede givet os en række mesterværker.

Kun få af dubsteppionererne har afsøgt andet end de filmiske kroge af lyduniverset. Blandt de vigtigste er Distance og andre artister fra Planet Mu. Anden planet eller ej. Da Distance udgav debuten My Demons i februar 2007 opnåede han stor succes med en varm og atmosfærisk lyd, hvor de typisk så skarpe og synkoperede beats på effektiv vis var gjort rundere og blødere. Det gav nemlig plads til et mere facetteret udtryk, som fx Benga efterfølgende har haft succes med at følge op på.

På hans andet album Repercussions er der ændret en del på den succesrige skabelon, og Distance har fraveget sin egen opfindelse af blødere beats og leverer denne gang et massivt af slagsen på lige fod med labelkammeraterne fra Vex’d. Tilsat tonstunge bas-grooves, der giver associationer til lyden af kloakdæksler der skurrer hen ad asfalten, tynges lytteren ned gennem asfaltjunglens scenegulv.

Ovenpå denne tunge bund skal et diskant tema virke legende, uforudsigeligt og viltert, så der skabes en modvægt. Det er desværre her at Repercussions ikke formår at holde niveauet. Melodistumperne er enfoldige, bliver enerverende i deres repetition og fremstår oftest lidt overflødige.

Repercussions er mere tung industrial end Vex’d har præsteret, samtidig med at dubelementerne stadig er ligeså luftige som på debuten My Demons. Det fungerer bare ikke helt så stærkt denne gang. Der er simpelthen for mange udfald til at albummet kan betragtes som vellykket. Desværre, for Distance bibringer en masse kløgt ud over dubsteppen.

Rune Hausner